Bygherreforeningen:
Hentet fra Bygherreforeningens hjemmeside
Om Bygherreforeningen:
Bygherreforeningen er en interesseorganisation, der varetager og formidler professionelle danske bygherrers holdninger og interesser. Foreningens formål er at fremme udviklingen i byggeriet med hensyn til arkitektur, kvalitet og produktivitet og at præge samfundsdebatten som en væsentlig stemme.
Bygherreforeningen organiserer godt 120 af Danmarks mest professionelle bygherrevirksomheder. Medlemsskaren omfatter mere end 1.300 af byggeriets beslutningstagere med et samlet årligt indkøbsvolumen på 30-50 mia. kr. Bygherreforeningen er en central spiller i byggeriets udvikling og arbejder tæt sammen med andre organisationer i bygge-, ejendoms- og anlægssektoren samt de offentlige myndigheder på området.
Bæredygtighed i Byggeriet:
HVIDBOG:
Hvordan skal vi bygge og renovere i fremtiden, så vi sikrer at det sker på et bæredygtigt grundlag? Den såkaldte Brundtland-rapport 'Vores fælles fremtid', udarbejdet i FN-regi og udgivet i 1987, fastlagde en række grundlæggende principper for en bæredygtig udvikling indenfor det økonomiske, sociale og miljømæssige område. Inden for byggeriet er der sidenhen defineret en række parametre, som relaterer sig til begrebet bæredygtighed, og der er sat gang i en udvikling, der dog stadig er i sin vorden.
Bygherreforeningen, konsulentvirksomheden Viegand Maagøe og branchesamarbejdet InnoBYG satte sig i efteråret 2012 for i fælleskab at skabe en større klarhed over, på hvilket stade denne udvikling befinder sig, og samtidigt gennem en begrebsafklaring at bidrage til at byggebranchens forskellige aktører får et fælles sprog på dette område.
Afklaringen, der er sket gennem et bredt samarbejde med ildsjæle og organisationer inden for byggeriet, er resulteret i en HVIDBOG, der udkom i april 2013. Se PDF.